
1. september
Store kønsforskelle i blodpropbehandling
Mænd og kvinder, der får en stor blodprop i hjertet, bliver forskelligt modtaget på hjerteafdelingerne, viser et nyt svensk studie, der netop er blevet fremlagt på den europæiske hjertekongres i Paris.
Det svenske studie fokuserer på to perioder; perioden 1998-2000 og perioden 2004-2006. I den første periode foregik behandlingen primært med medicin, mens ballonbehandling var det mest typiske i den anden periode.
Forskellen er vokset
Konklusionen er, at der i begge perioder var et stort spænd mellem, hvor mange mænd og hvor mange kvinder, der fik den rette behandling i tide. I 1998-2000 fik knap 71 procent af mændene ballonbehandling mod godt 63 procent af kvinderne. I 2004-2006 var andelen af mænd, der fik den rigtige behandling, vokset til 75 procent, mens andelen af kvinder stort set ikke var vokset og blot lå på 63,6 procent.
Studiet omfatter godt 30.000 svenske patienter nogenlunde ligeligt fordelt over de to perioder. Alle patienterne var ramt af store blodpropper i hjertet.
Brug for kvinde-fokus
Hos Hjerteforeningen fremhæver formand Peter Clemmensen, at studiet viser, at der er et stort behov for at sætte fokus på kvinders hjerter, sådan som Hjerteforeningen gør med kampagnen Elsk hjertet.
- Vi kan nu se, at i et af de lande, vi sammenligner os allermest med, er der fortsat store forskelle på den behandling, mænd og kvinder får, siger Peter Clemmensen, der er professor og overlæge på Rigshospitalet.
Han understreger, at tallene ikke direkte kan overføres til Danmark. Men lignende danske tal kunne tyde på, at forholdene ikke er så meget anderledes herhjemme. Her viser tal fra Statens Institut for Folkesundhed, at 35 procent af alle kvinder med blodpropper får ballonbehandling inden for 48 timer, mens det tilsvarende tal for mænd er 48 procent.
Tallene er fra 2006 og dækker alle patienter med alle former for blodpropper i hjertet, ikke kun store blodpropper som patienterne i den svenske undersøgelse.








